Et smukt loft i en stue er en væsentlig del af en helhed, hvor lys og farve skaber de bedste muligheder for et behageligt opholdsrum. Og et flot loft er ikke svært at skabe selv. Forskellige loftstyper skal behandles forskelligt.

 

Vejledning fra din malermester:
Sådan maler du dine lofter uden selv at blive rullet...

 
Forbehandling
Ubehandlede gipsplader:
Sømhuller og evt. samlinger spartles/armeres.

Behandlede gipsplader: Rengør loftet grundigt med Butinox Husvask. Evt. huller og revner spartles.

Ubehandlet puds og beton: Børst overfladen og fyld småhuller/revner med spartelmasse. Herefter slibes det udspartlede.

Behandlet puds og beton: Undersøg, hvad loftet tidligere er behandlet med. Smitter det af, eller sidder malingen løs, er det sikkert tidligere behandlet med limfarve. Al farve skal vaskes ned med rent vand. Brug pensel eller svamp. Når bunden er vasket, spartles huller og revner. Lofter malet med plast- eller alkyd-maling rengøres og pletspartles.

Panellofter: Rengøres grundigt med grundrens og slibes jævnt. Huller og revner pletspartles.

Glasvæv og glasfilt: Sørg for at beklædningen sidder fast overalt. Efterlim løse partier.

  Grundbehandling
Gipsplader:
Grundes med microdispers grunder. Nye plader spartles og armeres.

Puds og beton: Overfladen kan være meget sugende, denne bør mættes med microdispers grunder.

Panellofter: Der opnås bedst vedhæftning, når der først grundes med en spærrende behandling. Knaster behandles med Jotun Kvistlak.

Færdigbehandling
Alle overflader: Start fra vinduessiden. Brug en pensel i kanterne ind mod væggen og en rulle til resten. To gange giver det bedste resultat.

Praktiske tips:
Brug en teleskopstang, når du maler loft. Det er nemt og sikkert. Men husk rolige bevægelser for at undgå stænk og dryp.

OBS: Nikotinfarvede og vandskadede lofter bør forsegles med en isolerende grundmaling.